Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Morten Helveg Petersen: Bevar retten til fri bevægelighed i EU

Danmark har brug for udenlandsk arbejdskraft, og virksomhederne har brug for at kunne sende medarbejdere ud i Europa. Derfor er arbejdskraftens fri bevægelighed i EU et fantastisk gode, som bidrager enormt til dansk økonomi. Det mener Radikale Venstres spidskandidat til Europaparlamentsvalget Morten Helveg Petersen, der kritiserer Venstre og Dansk Folkepartis angreb på danskernes frihedsrettigheder.
Af Jesper Boe Jensen
 
Hvorfor mener du, at den fri bevægelighed i Europa er så vigtig for danskerne? 
Arbejdskraftens fri bevægelighed i EU er et fantastisk gode, som bidrager enormt til dansk økonomi. Samtidig er fri bevægelighed en frihedsrettighed, som kommer alle europæere og dermed danskerne til gode.
 
Mener du at den fri bevægelighed er under pres? 
Ja, der er en risiko for, at reaktionære kræfter i nogle af EU-landene og i Europaparlamentet kan få held med at begrænse den fri bevægelighed, som er så afgørende for dansk velfærd og for danskernes frihed. Morten Messerschmidts (Dansk Folkeparti, red.) EU-modstand og Venstres zigzag-kurs er de største trusler her i Danmark. Derfor vil min hovedprioritet være at forsvare retten til fri bevægelighed.
 
Er den fri bevægelighed noget, der kan true den danske velfærdsmodel? 
Nej, tværtimod. Danmark har brug for udenlandsk arbejdskraft, virksomhederne har brug for at kunne sende medarbejdere ud i Europa og blive klogere, og danskere, som bor og arbejder i udlandet, kommer hjem med friske ideer og nye inputs. Bare i foråret 2013 var der 1.700 danske virksomheder, som måtte opgive ordrer, da de ikke kunne finde medarbejdere til deres ledige stillinger. Og det er vigtigt at slå fast, at EU-borgere kun har adgang til eksempelvis dagpenge og børnepenge, hvis de har arbejdet og betalt skat i Danmark – og dermed bidraget til det danske velfærdssamfund.
 
Hvilke fordele mener du helt konkret, danskerne får ud af den fri bevægelighed? 
EU gør det muligt for os danskere at rejse frit, studere, arbejde og bo, hvor vi ønsker, etablere virksomheder i andre lande og handle frit på tværs af grænserne. Det er hver enkelt danskers og EU-borgers ret til at bevæge sig frit og søge lykken - hvad enten den er et arbejde i Tyskland, kærligheden i Ungarn, et studieophold i Salamanca eller et otium ved den franske riviera.
 
Lars Løkke Rasmussen, som jo ellers er formand for et ”ja”-parti, siger, at regeringen ikke tager truslen med velfærdsturisme alvorligt. Hvad siger du til den påstand?
Vi ser i Venstre to vidt forskellige holdninger til spørgsmålet om fri bevægelighed. Mens Venstres medlemmer af Europaparlamentet står i plenarsalen i Bruxelles og hylder partiets gamle, europæiske værdier sammen med Radikale Venstre, betragter Venstres formand og EP-spidskandidat velfærdsturismen som et problem og en udfordring. Begge standpunkter kan da ikke være rigtige. Vælgerne fortjener at få klar besked om, hvor langt Venstres blå EU-sokker er gemt væk. 
 
Hvad synes du om begrebet ”velfærdsturisme”? 
Velfærdsturisme – forstået som det, at EU-borgere flytter til Danmark primært for at få fingre i vores generøse velfærdsydelser eller for at snyde og misbruge – er en myte i dag. Det viser alle tal og fakta. En myte skabt af Venstre og Dansk Folkeparti. Snyd og misbrug med velfærdsydelser er et minimalt problem i Danmark. Ifølge Justitsministeriet blev der i 2012 registreret 39 tilfælde med snyd og misbrug. Det drejer sig om blot 0,027 % af EU-borgerne i Danmark. Viser der sig en eksplosiv udvikling i omfanget af snyd og misbrug, eller ser vi pludselig urimelige træk på velfærdsydelserne af et stort omfang, skal vi selvfølgelig reagere, ligesom vi gør på alle andre områder.
 
 
 

Omtalte personer

Morten Helveg Petersen